Reportage fra Valencia.
Se video her: Video: Valencia video
Se hele projektet her: webdoc Valencia
Emily Ellen Walsh, journaliststuderende og
Vikki Augusta Søholm, fotojournaliststuderende – på 3.semester, DMJX
Under vores afsluttende projekt på 3.semester, valgte vi at tage til Valencia, for at skrive en fortælling om nogle af de mennesker, som oplevede oversvømmelserne den 29. oktober, helt tæt på.
I den valencianske forstad, Paiporta, bor Familien Luzzy-López. De inviterede os ind i deres verden, som netop var vendt fuldstændig på hovedet efter katastrofen.
Familiens bedsteforældre, Pepe og Paquita, tilbragte hele natten i deres lejlighed, uvidende om deres søn, svigerdatter og barnebarns tilstand. Fra deres lejligheds altan på femte sal, kunne de se hvordan vandet, helt uden varsel, smadrede ind gennem byen nede fra floden og hvordan det ødelagde alt på sin vej. Det tog biler, containere og træer med sig. Synet deroppe fra, gjorde dem bekymrede for deres familie, nede i stueetagen, rundt om hjørnet.
Deres søn, José, var hjemme i stuelejligheden, sammen med sin datter, Marita. Hans kone og Maritas mor, Mara, var ikke hjemme fra arbejde endnu. På bare en time nåede den uvidende familie først at forsøge at afbøde vandets indtrængen med håndklæder under dørene, til få minutter efter, at flygte ud af huset og op på taget. Hoveddøren var ved at sprænge af sine hængsler på grund af vandets massive tryk. Herefter fulgte der en nat i frygt og kaos. Alt de ejede blev smadret af flodens oversvømmelser.
Hvert familiemedlem har deres egen historie om den nat. Om overlevelse og frygten. Om det kæmpe chok, da deres hjemby pludselig stod under vand, uden varsel. Vores projekt beretter om hvert familiemedlems oplevelser og forsøger at behandle de følelser, som de endnu ikke er helt i stand til at sætte ord på. Der vil gå lang tid, før chokket og traumet har lagt sig og tiden til at reflektere indtræder hos dem.
Vi var der halvanden måned efter hændelsen. Der var stadig et kæmpe oprydningsarbejde i gang. Byen var totalsmadret mange steder og flere stod uden et hjem. Alligevel mærkede vi en stolthed og en taknemmelighed blandt borgerne. Lige så let de havde til tårer over hvad som var sket, lige så let havde de til smil. De var lykkelige for at være i live og for dem som ikke havde mistet nogle af deres kære. De var stolte af deres landsmænd, som var kommet frivilligt fra hele Spanien for at hjælpe med det kæmpe arbejde, der nu ligger foran dem, det næste lange stykke tid.